Ingerslevs Plads


Se programmet for aktiviteter på pladsen i Festugen!

Ingerslevs Plads er ‘kvarterets hjerte’. Vi beboere har fået mulighed for at indtage pladsen i Festugen og vise, hvordan den ser ud i al sin pragt uden biler.
Vi ønsker med eksperimentet at
  • tydeliggøre pladsens byrumsmæssige og æstetiske kvaliteter
  • skabe rum for fællesskabende aktiviteter skabt af kvarteret
  • få erfaring med potentialerne for fremtidigt og mere permanent byliv på pladsen.
Lad os sammen vise, hvordan pladsen kan skabe en dejlig ramme om byliv og fællesskabende aktiviteter. Se programmet i Festugen . Abonner på facebook-siden for initiativet. Eller Instagram-siden for Frederiksbjerg Spirer.

Flere muligheder for at blive medskaber (klik på linjen for mere info)

Sådan skaber vi byliv på pladsen sammen!
Aktionsgruppen i Frederiksbjerg Spirer sætter rammerne for eksperimentet og mobiliserer kvarteret - beboere, foreninger, handelsliv - til at være medskabere af både pladsen og programmet i Festugen, fra torsdag d. 25/8 til mandag 5/9.

Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd bakker op og har afsat midler til eksperimentet. Vi har også fået økonomiske bidrag fra Aarhus Kommune og private fonde. Midlerne bruges alene på at skabe den fysiske ramme, dvs. til materialer og drift.

Dogmer for pladsens design
Stemningsmæssigt skaber vi en levende oase, hvor det er dejligt at slappe af, nemt at få oplevelser samt deltage i planlagte og spontane aktiviteter - der skal være god plads til liv, lys, luft, udsyn og grønt. Indretningen engagerer og inspirerer til at deltage og være opsøgende. Vi skaber forskellige typer af områder: 1) opholds- og spisearealer, 2) scene og plads til optræden samt 3) arealer til leg, yoga og workshops. Vi bygger primært bæredygtigt via genbrugsmaterialer og lånte ting. Pladsen skal forbinde sig til arealerne omkring via vores grafiske kommunikation og pladsdesignet.

Dogmer for aktiviteter på pladsen
Vi skaber en indretning, hvor kvarterets beboere og foreninger kan byde ind med planlagte aktiviteter i løbet af Festugen. Deltagere i programmet står for ressourcer til aktiviteter og bidrager fordi de har lyst (af princip er der ikke afsat midler til aktiviteter på pladsen). Vi skaber en puls og genkendelighed igennem dagen ved at inddele den i programblokke for formiddag, eftermiddag og aften. Vi sikrer også tid og rum til spontane aktiviteter, der er meget velkomne. Ingen aktiviteter er for små - den mindste ting gør en forskel. Vi udviser god stil i forhold til naboer, adfærd, lydniveau og oprydning.