Morgenpolitik med byrådspolitikere
Morgenpolitik går ud på at træne de demokratiske muskler og styrke relationen mellem borgere og politikere i Aarhus. Og ja, det rimer på morgengymnastik. Deltagerne er engagerede borgere og byrådspolitikere i Aarhus. Borgerne lærer om hvad der sker på et politisk niveau i vores by. Politikerne bliver bedre forberedt til byrådsmødet og det politiske arbejde.
Morgenpolitik på pladsen tirsdag d. 30.8. kl. 8.30-10.00
Programmet er enkelt: Først nyder vi en kop kaffe og læser dagsordenen til næste byrådsmøde. Derefter finder vi ud af, hvilke sager der optager os mest. Disse sager tager vi så en snak om. Hvad går sagen går ud på? Hvad er det vigtigt at være opmærksom på omkring den? Vi når, hvad vi når.
Tre dogmer gælder for samtalen:
- Vi sørger alle for en god tone og atmosfære
- Vi er her for at blive klogere (ikke for at få ret eller blive enige)
- Vi værdsætter forskellige perspektiver
Vi har erfaret, at borgere og politikere gennem Morgenpolitik får bedre kontakt med, tillid til og forståelse for hinanden. Borgerne får indflydelse, og politikerne træffer bedre beslutninger.
Afstanden mellem borgere og politikere vokser
Vi lever i et af verdens mest velfungerende demokratier. Men afstanden mellem borgere og politikere vokser. På trods af høj stemmedeltagelse og mange bestræbelser fra politikernes side på at inddrage borgere i de politiske processer, falder tilliden til både politikere og embedsmænd. Borgerne ved som regel ikke så meget om det politiske arbejde i byrådet. Politikerne har ofte svært ved at holde dialogen med borgerne levende og føler ikke altid, at de har opbakning til deres arbejde.
Hjemmeside for Morgenpolitik