Debat: Hvordan kan kirken være lokalsamfundsskabende?

Velkommen til debat om folkekirkens betydning for livet, kulturen og fællesskaberne på Frederiksbjerg og Langenæs

Onsdag d. 31. august 2022 kl. 18-19 på scenen 

Præster fra de tre folkekirker i lokalområdet vil give deres bud på, hvordan deres kirker i dag er 'lokalsamfundsskabede' og hvilke opgaver, de påtager sig i relation til menighederne og de lokale fællesskaber. Lars Buch Viftrup - beboer på Frederiksbjerg og sognepræst i Riiskov - har forsket og skrevet Ph.D. om "Kirken i byen" - og vil bidrage med sine perspektiver. Der vil også blive mulighed for som tilhører at bidrage med refleksioner over, hvilke roller kirken også kan påtage sig lokalt.

Motivation for debatten
Det har i mange år været et stort tema, at landsbyerne har mistet alle deres funktioner på nær kirken og den lille, skrantende købmand. Hvad der ikke har været helt så meget på dagsordenen, er, hvordan vi har skabt byer, hvor alle funktioner godt nok er samlet, men er samlet i store, adskilte zoner. Vi bor derfor et sted, men arbejder et andet, køber ind et tredje, går i skole et fjerde og tager på café et femte - og ingen af disse steder ligger i samme lokalområde. Det gør, at vi ikke investerer tid og ressourcer på vores lokalsamfund, for det findes ikke som i gamle dage. Alle fællesskaber tager nu udgangspunkt i den enkelte.

For at et lokalsamfund skal fungere godt, skal man helst møde hinanden i forskellige sammenhænge inden for en meningsfuld geografi. Her spiller især skolen og kirken en central rolle. Disse to institutioner samler nemlig en meget stor del af lokalbefolkningen på tværs af indkomst og kulturel baggrund. Kirken samler desuden ung som gammel. Kirken er her særlig interessant, for den er den eneste institution, der i denne forandringsproces er blevet på stedet (og er fulgt med ud i alle de nye områder).

Kirkerne, der ligger spredt rundt i alle lokalområder i landet, har en helt unik mulighed for at samle lokalt. Men de kan ikke skabe lokalsamfund og blandede byer alene. Med byens hastigt voksende tendens, står Folkekirken i et felt, hvor samfund, borgerskab og relationer indgår som elementer i forsøget på at gentænke kirkens rolle. Det afføder spørgsmål som, hvad består den gode by af? Hvilke ressourcer bidrager kirken med - i et individualiseret og moderniseret samfund - i den gode by? Hvilken rolle kan en "multilokal" luthersk evangelisk kirke spille i byens og kvarterets udvikling?

Deltagere
- Vibeke Houmøller, sognepræst i Sankt Lukas Kirke
- Daniel Hougaard, Sognepræst med særligt fokus på børn, unge og familier i Sct Pauls kirke
- Louise Højlund, sognepræst i Langenæskirken
- Lars Buch Viftrup, beboer på Frederiksbjerg, sognepræst i Riiskov - har forsket og skrevet Ph.D. om "Kirken i byen"

Læs mere om Aarhus Stifts initiativ 'Kirken i byen'